Publikumsundersøgelse
Et traditionelt elektrisk hegn skal holde de indhegnede dyr inde i folden. Men det har samtidigt en funktion ved at signalere til omverdenen, at her er en grænse mellem husdyr på den ene side og mennesker, hunde og andre dyr på den anden side, og at denne grænse ikke bør overskrides. Det fysiske hegn giver både de indhegnede dyr og mennesker og dyr udenfor hegnet en vis tryghed.
Når det fysiske hegn fjernes og erstattes med et usynligt virtuelt hegn, fjernes den følelse af sikkerhed, som har været knyttet til det synlige hegn, og nu kan det opleves, at også mennesker og andr dyr kan færdes i indhegningen, som tidligere var forbeholdt husdyrene. Der er herved skabt grundlag fpr konflikter.
Som særligt delprojekt gennemføres en registrering af eventuelle ikke-ønskede hændelser, som kan tilskrives mangel på synlige hegn, og der gennemføres en publikumsundersøgelse af holdningerne til de virtuelle hegn.
Det er håbet, at publikumsundersøgelsen vil tilvejebringe viden om, hvordan virtuelle hegninger bør etableres og afmærkes på en sådan måde, at de fungerer hensigtsmæssigt for dyr og mennesker.